Værksted
Læs mere om værkstedet
Indehaveren Thomas Jacobsen er med sine 48 år og næsten ligeså lang tid i branchen ikke ukendt med biler.
At jeg, som 48 årig, kan sige, at jeg har lavet biler i lige så lang tid, hænger sammen med, at min far har haft værksted, siden jeg var spæd, og at jeg tit har siddet på filebænken og kigget med over skulderen. Det blev rigtig spændende, da jeg som 13-14 årig pillede lidt ved knallerter og markracere. Det har så hængt ved siden.
Jeg sætter en ære i, at kunden og kundens bil får den bedste behandling og rådgivning. Jeg vil hellere fejlsøge end bare at udskifte dele fra en ende af, som mange værksteder desværre gør. Hvilket jo i sidste ende er både dyrere for kunden, og giver en nedsat køreglæde, da bilen jo bliver ved med at ”hoste”. Jeg vil også hellere fortælle kunden om eventuelle følgereparationer, som er økonomiske fordelagtige at få udført imens bilen er skilt ad. Det kan f.eks. være en vandpumpe i forbindelse med udskiftning af tandremmen. Biler i dag er meget komplekse og kræver meget adskillelse for bare simpel reparation. Derfor giver det mange gange mening lige at skifte en sliddel mere når nu den er skilt ad. Det er der desværre, også værksteder der glemmer.
I min “unge dage” har jeg kørt motorløb, siden mit kørekort lå i baglommen. De første 12 år har det været i rallysporten som co-driver og enkelte gange som servicemand, og de sidste 4 år af min motorsports karriere som teamchef og chefmekaniker for et dansk rallycross talent, samt talent udvikler. Dette var en hobby, som jeg i høj grad kan den dag i dag bruger i min dagligdag som mekaniker, da sporten gør, at man skal være et med sin bil. Hvis ikke bilen, rallybilen eller kundens bil, har det godt, kan det mærkes bag rattet efter en kort tur og gennemgang.
Jeg er udlært hos Peugeot i 97, og har efterfølgende kun været på de frie værksteder, da jeg synes, det giver den største variation og faglige udfordring. Jeg har derfor en god indsigt i mærkerne Citroen, Renault, Peugeot, Ford, Opel, Toyota, Fiat, VW gruppen, Volvo, Hyundai, Kia og mange andre. Derfor er mit motto: DIN BIL – MIT SPECIALE.
I 2011 trådte jeg ind i værkstedskæden Din Bilpartner, og finder mig her godt til rette. Vi har fælles værdier og energier, der udgør et godt match. Derudover er jeg med i en kæde af dygtige og super engagerede kollegaer landet over.
Kundebil
Lige meget hvad dag og hvor godt planlagt det er, så er ens bil, når man bor her ude på landet, jo fuldstændig uundværlig. Verden går jo aldrig i stå samtidig med ens bil.
Derfor har Landsbyens Auto 2 nye biler til rådighed for alle kunderne. Bilerne koster kun 150kr. pr. dag og fri km. ved reparation af din bil og er udstyret med klimaanlæg, sædevarme, fartpilot, Apple Carplay og meget andet. Bilerne bliver leveret fuldtanket og du skal selvfølgelig fylde op inden returnering. Bilen er gratis ifb. med større forsikringsskader på din bil.
De kan også lejes for 500kr pr. dag og fri km. i ren udleje.
Som noget nyt har vi specieldesignet 2 cykler som kan lånes gratis, hvis man vil se lidt af det skønne område, imens vi tager os kærligt af din bil.
Cyklerne er moutainsbikes med 18 gear, affjedring, store kraftige hjul og gode bremser så man kan køre en god tur i skoven, eller ned til søen.
Husk dog bare din egen cykelhjelm.
Så husk at bestille en kundebil eller cykel næste gang din bil skal til reparation!
Specialværktøj
Værktøjskassen var ikke så stor og indholdsrig for 20 år siden, som den skal være i dag.
Noget værktøj er udviklet for at gøre en given reparation hurtigere, mens andet er strengt nødvendigt for en korrekt udførelse. Noget værktøj passer kun til en bilmodel osv.
Landsbyens auto råder over en del værktøj inden for alle disse kategorier, og alle nye værktøjer udvælges nøje mht. kvalitet og nøjagtighed.
Landsbyens auto har bla. specielværktøj til følgende reparationer:
Diagnoseudstyr
En klassiker – alle har prøvet det! Der er en lille lampe i instrumentbordet, der lyser og gør opmærksom på, at bilen har opdaget en fejl i en af bilens elektroniske systemer. Sådan en lysende lampe har en årsag, og der skal bruges en tester for at kunne snakke med bilens computere.
Landsbyens Auto råder over hele 6 forskellige testere med hver deres spidskompetence, så der burde være en mulighed for, at der også kan skabes kommunikation med netop din bil. Landsbyens Autos 6 testere dækker omkring 98% af den danske vognpark.
Mange nye komponenter skal kodes ved montering før bilen vil godkende delen. Dette gøres også via tester.
Derudover har vi også maskiner til 4-hjulsudmåling, aircondition, 4-gastest og meget andet.
Kurser
Landsbyens Auto gør meget for at være med på de nyeste teknikker, systemer og værktøjer. Som et moderne værksted kræves der en masse tid på skolebænken, da autobranchen aldrig har rykket sig så meget som de sidste 10 år. Nye sikkerhedssystemer, komfortsystemer, benzin og dieselmotorstyringer, antiforureningssystemer osv. bliver udviklet hurtigere end vi kan nå at få den nyeste hjemmecomputer. Derudover er de nye el og hybridbiler en hel ny og spændende verden, som kommer buldrende nu. Det første kursus i dem tog vi allerede tilbage i 2014 og en lang række er bestået siden da.
Morgendagens teknologi rykker tættere på – også i autobranchen.
Derfor har jeg gennemført og bestået en masse kursusforløb:
– udvidet ABS kursus
– udvidet aircon kursus inkl. lovpligtigt KMO bevis
– paragraf 26 svejsekursus (lovpligtigt ved svejsning)
– Udvidet scoop kursus
– Din Bilpartner tekniker
Opgraderet til autotekniker med veludført
– Din Bilpartner indehaverkursus
– koblingsudskiftning DSG Vag
– VCDS kursus (tester til vag)
– Gutmann kursus (god dyr tester til mange biler)
– Texa kursus (tester til mange biler)
– Diesel og hybrid kursus (Afsluttet med udmærkelse)
Inkl. et forløb hos Bosch i Tyskland indeholdende elbil og hybrid teknologi
– Eberspaecher Hydronic motor/kabinevarme kursus (olie og benzinfyr)
– Lederuddannelse inden for autobranchen business college
– Autotekniker ajourføringskurser 2 gang årligt henholdsvis i Odense og i Frederikshavn
– Udvidet el-bils kursus
Finansering
Landsbyens Auto forventer at betalingen falder samtidig med afhentning af bilen, enten med Dankort, Mastercard, Visa, Visa/elektro eller Forbrugsforeningen. Alternativt kontant (dog max 15.000 kr. jvf. hvidvasklovgivningen)
Nu er det jo ikke altid bilen bryder sammen, når der er penge på kontoen, så vi kan tilbyde dig et DinBilpartner kundekort med op til 60.000 kr. i kredit og op til 15.000 kr. med løbende måned + 30 dage i kredit uden renter og gebyr. Ring og hør nærmere.
Vi kan også finansierer din nye bil op til 250.000 kr. uden udbetaling. Ring og hør nærmere.
Landsbyens Auto har endvidere et samarbejde med finansieringsselskaber. Kontakt for at høre mere.
Derudover kan AL-Finans og Accept Auto hjælpe med bilfinansiering ned til 2,2% i rente ved 20% i udbetaling.
El & hybrid certificeret værksted
I sommeren 2021 blev alle de mange kurser i denne type biler vekslet med endnu en titel og et skilt på væggen: El & Hybridbils certificeret værksted
En masse nyt værktøj er indkøbt og en ladestander er monteret på husvæggen til opladning af din bil. Lader er offentligt tilgængelig 24/7 og aktiveres via div. ladeapps.
Min ladestander er uden kabel, så du skal medbringe dit eget ladekabel.